Nobels fredspris er en af de fem priser som blev oprettet af svenskeren Alfred Nobel i hans testamente. Den uddeles af Den Norske Nobelkomite. Prisuddelingen foregår hvert år i december på Oslo Rådhus. Der afholdes også en særlig koncert i forbindelse med uddelingen, Nobels fredspriskoncert, som prismodtageren og prominente gæster overværer. Nobels fredspris anses for at være verdens mest prestigefulde pris.[1]
De øvrige Nobelpriser uddeles af Nobelstiftelsen i Stockholm. Ved Alfred Nobels død 10. december1896 var Norge og Sverige stadig i union, hvor Sverige alene styrede udenrigspolitikken. Nobel mente derfor, at risikoen for politisk korrumpering ville være mindre, såfremt Norge forestod fredsprisuddelingen.
Alfred Nobel stillede tre krav til fredsprisvinderne, og de skulle blot opfylde et af kravene. Det er to klare begreber: "reduktion af militærstyrker" og "gennemførelse af fredskongresser". Og så er der en tredje formulering som Nobelkomiteen ofte har valgt at tolke forholdsvis bredt: "nationernes forbrødring".
Nobelkomiteens forståelse af udtrykket "nationernes forbrødring" bliver kritiseret i bogen "Nobels vilje" skrevet af jurist og fredsforkæmperen Fredrik S. Heffermehl, udgivet i oktober 2008.[2]
1948: Ikke uddelt. Priskomiteen gav som begrundelse, at der "ikke var nogen passende levende kandidat" - en henvisning til Mahatma Gandhi, der blev myrdet 30. januar 1948.[3]
Leopold Boissier, Præsident for International Committee of the Red Cross (midten) og John A. MacAulay, formand for League of Red Cross Societies (t.h.) under ceremonien i 1963, hvor Kong Olav også deltog.
2000: Kim Dae Jung (Sydkorea) for hans arbejde for demokrati og menneskerettigheder, og specielt for fred og genoptagelse af normale forbindelser med Nordkorea.
2002: Jimmy Carter (USA) – tidligere amerikansk præsident, for hans årtier af vedvarende arbejde for at finde fredelige løsninger på internationale konflikter, fremme af demokrati og menneskerettigheder og for at fremme økonomisk og social udvikling.
2003: Shirin Ebadi (Iran) for hendes indsats for demokrati og menneskerettigheder. Hun har især fokuseret på rettighederne for kvinder og børn.
2004: Wangari Maathai for hendes bidrag til at fremme en økologisk bæredygtig social, økonomisk og kulturel udvikling i Kenya og Afrika.
2017: ICAN (International Campaign to Abolish Nuclear Weapons)[7]
2018: Nadia Murad og Denis Mukwege for deres "bekæmpelse af seksuel vold og voldtægt brugt som våben i krig og væbnede konflikter"[8]
2019: Abiy Ahmed "for hans bestræbelser efter at opnå fred og internationalt samarbejde, og især for hans afgørende initiativ til at løse grænsekonflikten med nabolandet Eritrea".[9]
2020: World Food Programme "for dets kamp for at bekæmpe sult, for bidrag til at forbedre mulighederne for fred i konfliktfyldte områder og for at være drivkraft i indsatsen mod anvendelsen af sult som våben i krige og konflikter."[10]
2023: Narges Mohammadi for hendes "modige kamp for menneskerettigheder, frihed og demokrati i Iran".[13]
2024: Nihon Hidankyō "for sit forsøg på at opnå en verden fri for atomvåben" og "for at demonstrere gennem øjenvidners beretninger, at atomvåben aldrig skal bruges igen".[14]
_-_THE_NOBEL_PEACE_PRIZE_LAUREATES_FOR_1994_IN_OSLO..jpg)
