|
Correggio
   Antonio Allegri Correggio, kaldet Correggio (ca. 1494 i Correggio i Reggio Emilia – 1534) var en italiensk maler. Man ved ikke meget om Correggios liv; desto ivrigere har legenden søgt at udfylde de tomme rum i den navnkundige malers levned, lige til fortællingen om, at han, ynkelig og fattig, halvvejs slæbte sig til døde med en sæk kobbermønter på ryggen, hans surt erhvervede penge for et maleri i Parma, jævnfør Oehlenschlägers Correggio. Han har vist hovedsagelig, venligsindet og velset, levet et stille, arbejdsomt liv i sin by og sin begrænsede landsdel; fra provinsafkrogen nåede hans ry så langsomt til yderverdenen, at han selv var borte, hans livskår halvt glemte, før man ret fik øje for hans storhed. men hjemme i Correggio har han levet i befrugtende åndskultur. Han var nær knyttet til fyrstinden af Correggio, Veronica Gambara, en berømt digterinde, der samlede et hof af humanister og digtere om sig; hendes nære forhold til markgrevinde Isabella d’Este i Mantua har sikkert nok tidlig ført ham til denne by, og senere har han i alt fald udført arbejder, Danae og Leda, for Federico II Gonzaga af Mantua. I Parma fandt han et rigt virkefelt; her skabte han sine største mesterværker. Men han forlod denne by ca. 1530, der siges ilde til mode ved det småborgerlige syn på og den bristende forståelse af hans dristige, geniale gennembrudskunst i domkirken i Parma. Sine sidste år tilbragte han i sin fødeby, som det synes under ret gode økonomiske kår. OplæringOgså med hensyn til hans lærere er man i det uvisse. En farbroder har været hans første lærer; der nævnes endvidere Francesco Bianchi-Ferrari og andre. Et studium af selve hans værker viser dog en anden udviklingslinje. Andrea Mantegnas kunst har sat stærke spor, straks i typer og komposition, senere med dens rumillusion; endvidere viser Correggios tidligere arbejder nært forhold til den ferraresisk-bolognesiske skole, til Francia, Lorenzo Costa med hans yndefulde sensitive kunst og til Dosso Dossi, de to sidstnævnte virkende en tid netop i Mantua. Man kan heller ikke tænke sig Correggios kunst uden leonardosk befrugtning, "Correggio fødtes af et smil af Leonardo da Vinci". En række ungdomsarbejder af Correggio viser disse hinanden krydsende indflydelser: Hellig familie, Maria med barnet, Barnets tilbedelse, Katharinas forlovelse, Maria med barnet Madonna med Frans af Assisi 1514-15 - et af Correggios berømte madonnabilleder i Dresdens galleri - og flere andre. Correggio indoptager de fremmede elementer og smelter dem snart suverænt om efter sit eget kunstneriske behov. I følgende værker, som det nu forsvundne alterbillede for kirken i Albinea, 1517, kendt gennem flere kopier, bl.a. i Brera i Milano, Hvile på flugten, Madonna fra Casalmaggiore og Madonna, Zingarella, sigøjnersken, træder de correggioske træk tydeligere frem; i Zingarella ser vi allerede den fortrolig genremæssigt fremstilling af Madonna, og overalt ser vi lyset drages ind med ikke blot som malerisk element til aftoning af lokalfarverne, blødt formende og overgangsmildnende, men også som lyrisk stemningsfaktor. ParmaEn egen plads i Correggios produktion indtager de herlige fresker i nonneklostret San Paolo i Parma, 1518-20: Rummets hvælving malet som en løvhytte, i hvis åbne ovaler man ser Putto færdes med jagtredskaber, i lynetterne ved hvælvingens fod mytologiske scener i grisaille; over kaminen Diana på sin vogn, med hentydning til abbedissens våben med de tre månesegl. Hvor stærkt prægede disse værker end er af Correggios ånd, så har de dog i typer, fast formgivning og malerisk karakter så meget tilfælles med Rafaels, så man mener, Correggio må en tid have været i Rom. Fra 1520 var Correggio sysselsat i Parma med udsmykningen af S. Giovannis Evangelista; på apsis’ halvkuppel Kristus kroner Maria, midtgruppen overført til biblioteket i Parma, det meste andet ødelagt 1587 ved kirkens ombygning, men hele kompositionen kopieret i den ny apsis, i kirkens kuppel den svævende Kristus, omgivet af en krans af apostle, der hviler på skyer - det hele tænkt som en vision af evangelisten Johannes, der, ret ubemærket, er fremstillet længere nede som olding; i sviklerne under kuplen ses evangelisterne og kirkefædrene på skyerne, der bæres af Putti. I dette værk med dets linjerytmik, de skønne, næsten rafaeliske apostelfigurer (men vegere;, mindre værdige end Rafaels skikkelser, siddende salige, i graciøs nonchalance på skyerne), med dets fortrinlige mesteren af alle de mange bevægelsesmotiver har Correggio med stor virtuositet benyttet forkortninger, men dog endnu ikke med fuld konsekvens gennemført en rumilluderende kunst; med fremstillingen af kuplen som det lysåbne rum uden arkitektoniske led brød han ny baner for kunsten. Domkirken i ParmaI den mægtige freske i domkirken i Parma, 1526-30, gik han videre. I kuplen malede han Marias himmelfart. Hele sceneriet er tænkt set nede fra beskuerens standpunkt, og derfor i stærkeste forkortning af figurerne. Ført af en engleskare i heftig bevægelse stiger Maria frem på skyerne, en engel flyver hende i møde; paradisets hellige ses i kreds udenom, hvilende på skymasser; længere ned ved kuplens tambour holder skønne, nøgne himmelske ynglinge og jomfruer ilden ved lige i kandelabre; foran disse skikkelser ses apostlene i heftig bevægelse, med opadrettet blik, henrykte over synet, og så fremdeles et virvar af skikkelser og bevægelser, der i hovedsceneriet næsten bliver til en uløselig knude, hvorfra ben og arme under de dristigste forkortninger stikker frem (med udtrykket "en ragout af frøer" gav en samtidig det forløsende ord for mange), men en mægtig lysets apoteose, og et genialt værk ved dets lyriske sving og ved magten til at tumle med og beherske tegningens vanskeligheder. Correggio havde her drevet sit maleriske syn op til den højeste, men farlige, tinde, hvorfra det let bar mod manierismens forfald, som det viste sig i de talrige forsøg på efterligninger i de følgende århundrede. I tiden kort før og under arbejderne i Parmas domkirke malede Correggio an række af sine ejendommeligste og skønneste staffelibilleder: Katharinas Forlovelse, et af Correggio oftere behandlet emne, Madonna della Cesta, hvor Kristus-barnet er så fortrinligt i dets ægte naivitet, Kristi lig begrædes, det lige så ypperligt malede Den hellige Placidus og Flavias Martyrium, lidt vammelt-sødligt i fremstillingen af dødens salighed og forløberen for de sentimentale martyrbilleder, det fine og følsomme Noli me tangere, og flere andre. Den senere arbejdsperiode Særlig karakteristiske for denne Correggios seneste arbejdsperiode er en række berømte madonnabilleder. Højheden og alvoren er unægtelig her gået af de hellige skikkelser, der bevæger sig ubundet, frit og dristigt med salige miner og med varme blikke indbyrdes eller fortroligt indbydende ud imod tilskueren; jordisk nære viser de hellige sig for os, salig henrykte, følelsesstemte, sanseglødende, gennemstrømmede af lyset i dets rige clairobscur. Denne gruppe Maria-billeder indledes af Madonna med San Sebastian; derefter følger Maria med skålen, Madonna della Scodella, Madonna med den hellige Hieronymus, kaldet Dagen, hvor særlig Magdalena er en skøn og følelsesfuld skikkelse; et af Correggios farveskønneste værker, Natten - Correggios populæreste arbejde - med Kristus-barnet som lyskilden og Madonna med den hellige Georg (Dresdens galleri: Gemäldegalerie Alte Meister), hvor den lidt frækt-lystige dionysiske smukke yngling med det halvnøgne legeme skal agere Johannes Døberen. KarakteristikDer er erotisk ånd, glødende sanseligt væsen, men ungdomsfriskt og sundt, i Correggios religiøse kunst; dens skikkelser - lige fra de bitte Putti og de skønne ynglinge med de slanke, bløde legemer til de gamle - synes at leve et øjeblikkets lystliv. I Correggios hedensk-mytologiske billeder kan det sensuelle liv svulme utvungent i høje bølger. Næppe nogen anden maler har fremstillet jordisk elskovs lyst med så stor og betagende magt og tillige så nær ind på dekorums anstandsgrænser som Correggio. De fleste værker på dette område tilhører hans senere tid. Han har bl.a. malet det skønt farvelysende Antiope, Amors Skole, Danae og Leda, der af Federigo af Mantua skænkedes til Karl V. der også erhvervede Correggios intimeste elskovsstykke Jupiter og Jo; endvidere de to temperabilleder, allegorierne Dyden og Lasten i Louvre. Efter århundredes panegyrik er Correggios kunst i nutidens kritiske analyse gledet ned næsten i ligegyldighed. Det er andre maleriske værdier, der har kurs, og også i hans menneskefremstilling finder man, ikke helt med urette, værdiforringende momenter (således i hans perspektiviske forkortningsprincip, hvorefter han, selv i hovedfigurerne, ofte lader de rent uvæsentlige legemspartier blive de fremherskende). Mange af hans billeders nuværende dårlige forfatning kan også virke nedstemmende. Hans betydning for senere kunst blev imidlertid overvældende, ikke alene for skolen i Parma, Parmigianino, men langt ned gennem tiderne for rokokoen osv., og hans kunst, der frem for nogen tager lyset til hjælp, maler i lys og farve og med den fineste gratie giver de elastisk-bløde legemers bevægelser - børn, ynglinge og kvinder - har ved sit lyse lyriske sving, sin mægtige kompositionsfantasi og sin geniale maleriske kunnen skabt uforgængelige skønhedsværdier. Litteratur
Eksterne henvisninger og kilder
Galleri
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||
_02.jpg)
