Aserbajdsjan (azeri: Azərbaycan), officielt Republikken Aserbajdsjan (azeri: Azərbaycan Respublikası), er en suveræn stat i den sydøstlige del af Kaukasus på grænsen mellem Europa og Asien. Hoveddelen ligger i Asien, men en lille del ligger på europæisk side nord for Kaukasusbjergene. Landet har kystlinje mod øst til Kaspiske Hav og har mod nord grænse til Rusland, Georgien mod nordvest, Armenien og Tyrkiet mod vest og Iran i syd.
Den nuværende Aserbajdsjanske republik erklærede sin selvstændighed den 30. august 1991[10] i forbindelse med Sovjetunionens opløsning samme år. Måneden efter erklærede den overvejende armenske befolkning i regionen Nagorno-Karabakh-regionen og syv omkringliggende distrikter sig for selvstændige som Republikken Artsakh.[11] Nagorno-Karabakh regionen anerkendes internationalt som en del af Aserbajdsjan, men har reelt fungeret som en de facto-stat siden afslutningen af den første Nagorno-Karabakh-krig i 1994.[12][13][14][15]
Efter den anden Nagorno-Karabakh-krig i 2020 opnåede Aserbajdsjan kontrol med de syv distrikter og dele af Nagorno-Karabakh.[16]
Republikken Aserbajdsjan er en enhedsstat med semipræsidentialisme. Landets indbyggere, aserbajdsjanere, er et tyrkisk folk, og Aserbajdsjan er en del af Det tyrkiske råd og den Internationale Organisation for Tyrkisk kultur, TÜRKSOY. I Lankaran-provinsen nær grænsen til Iran bor der også repræsentanter af talysj-folket, som taler et nordvestligt iransk sprog. Landet har været medlem af Europarådet siden 2001.
97% af befolkningen er muslimer (overvejende shia),[17] men landets forfatning erklærer sig ikke til en bestemt religion, og landet er sekulært. Landet er et udviklingsland og ligger nr. 87 på UNDP's Human Development Index. Landet oplever (2010) høj økonomisk vækst,[18] befolkningen har en høj grad af læsefærdighed,[19] og der er i landet en beskeden arbejdsløshed.[20] Landet er et demokrati, men det regerende parti, Det nye Aserbajdsjanske Parti, der har været ved magten siden 1993, er beskyldt for sin autoritære ledelsesstil, der bl.a. indebærer forfølgelse af politiske modstandere, ligesom der er kritik af landets overholdelse af menneskerettigheder, herunder særlig indskrænkninger i pressefriheden.[21]
Aserbajdsjan har et areal på 86.600 km² og har 10.145.212(2021) indbyggere. Hovedstaden er havnebyen Baku, og andre store byer er Gandja og Sumgait.
Aserbajdsjan ligger i den sydlige Kaukasus-region i Eurasien. Tre fysiske egenskaber dominerer Aserbajdsjan: Det Kaspiske Hav, hvis kyst danner en naturlig grænse mod øst; de store Kaukasus-bjerge mod nord og de store sletter i landets centrum.
Den samlede længde af Aserbajdsjans landegrænser er 2.648 km, hvoraf 1.007 er med Armenien, 756 med Iran, 480 med Georgien, 390 med Rusland og 15 med Tyrkiet.
Regering og politik
Aserbajdsjan erklærede sin uafhængighed fra det tidligere Sovjetunionen den 30. august 1991. Ayaz Mutalibov, tidligere førstesekretær i det aserbajdsjanske kommunistiske Parti blev landets første præsident.
Efter en massakre på aserbajdsjanere på Khojali i Nagorno-Karabakh i marts 1992 opgav Mutalibov posten, og landet oplevede politisk ustabilitet.
Heydar Alijev overtog præsidentposten i 1993, og landet har siden været ledet af medlemmer af Alijev-familien. Heydar Alijevs søn, Ilham Alijev, fra partiet Det Nye Aserbajdsjan overtog præsidentposten i 2003 ved et valg, hvor han fik 76 % af stemmerne. Der har i perioden været en række ændringer af forfatningen, således at der ikke længere gælder begrænsning for antal af genvalg til præsidentposten, ligesom valgperioden er forlænget fra fem til syv år. Ilham Alijev blev ved præsidentvalget i 2018 genvalgt til præsidentposten til sin fjerde periode som præsident. Valget var boykottet af de fleste oppositionspartier, og der var rapporter om udbredt valgsvindel.[22]
I efteråret 2011 blev Aserbajdsjan stemt ind i FN's Sikkerhedsråd for en toårig periode.[23]
Konflikten med Armenien vedrørende Nagorno-Karabakh-regionen udgør en kilde til regional ustabilitet.
Indtægter fra olie har skabt stor vækst i Aserbajdsjan, der også har en stor råmetalproduktion.[1]
En aftale om levering af aserbajdsjansk gas til Europa gennem Tyrkiet blev underskrevet i 2010.[24]
^Yilmaz, Harun (2015). National Identities in Soviet Historiography: The Rise of Nations Under Stalin. Routledge. s. 21. ISBN978-1317596646. On May 27, the Democratic Republic of Azerbaijan (DRA) was declared with Ottoman military support. The rulers of the DRA refused to identify themselves as [Transcaucasian] Tatar, which they rightfully considered to be a Russian colonial definition. (...) Neighboring Iran did not welcome the DRA's adoption of the name of "Azerbaijan" for the country because it could also refer to Iranian Azerbaijan and implied a territorial claim.
^Barthold, Vasily (1963). Sochineniya, vol II/1. Moscow. s. 706. (...) whenever it is necessary to choose a name that will encompass all regions of the Republic of Azerbaijan, name Arran can be chosen. But the term Azerbaijan was chosen because when the Azerbaijan republic was created, it was assumed that this and the Persian Azerbaijan would be one entity because the population of both has a big similarity. On this basis, the word Azerbaijan was chosen. Of course right now when the word Azerbaijan is used, it has two meanings as Persian Azerbaijan and as a republic, its confusing and a question arises as to which Azerbaijan is talked about.
^Atabaki, Touraj (2000). Azerbaijan: Ethnicity and the Struggle for Power in Iran. I.B.Tauris. s. 25. ISBN9781860645549.
^Rezvani, Babak (2014). Ethno-territorial conflict and coexistence in the Caucasus, Central Asia and Fereydan: academisch proefschrift. Amsterdam: Amsterdam University Press. s. 356. ISBN978-9048519286. The region to the north of the river Araxes was not called Azerbaijan prior to 1918, unlike the region in northwestern Iran that has been called since so long ago.
^Pipes, Richard (1997). The Formation of the Soviet Union: Communism and Nationalism 1917–1923 (2nd udgave). Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press. s. 218-220, 229. ISBN978-0-674-30951-7.
^
Cornell, Svante E. (2010). Azerbaijan Since Independence. M.E. Sharpe. s. 165, 284. Indicative of general regional trends and a natural reemergence of previously oppressed religious identity, an increasingly popular ideological basis for the pursuit of political objectives has been Islam.... The government, for its part, has shown an official commitment to Islam by building mosques and respecting Islamic values... Unofficial Islamic groups sought to use aspects of Islam to mobilize the population and establish the foundations for a future political struggle.... Unlike Turkey, Azerbaijan does not have the powerful ideological legacy of secularism... the conflict with Armenia has bred frustration that is increasingly being answered by a combined Islamic and nationalist sentiment, especially among younger people... All major political forces are committed to secularism and are based, if anything, on a nationalist agenda.
Uddybende artikel: Byer i Aserbajdsjan
